Up Up Up

ep-cover-artDen nyeste EP fra Sunshine for Napoleon er indspillet i Brabrand ved Aarhus med hjælp fra Mikko Mansikkala, Amok Lab, der også har produceret numrene. EP’en er mastereret af Emil Thomsen, ET Mastering og udgivet på Bandcamp 1. december 2016.

Lyt til Up Up Up her

Dengang vi begyndte at tale om Udkantsdanmark

Det er 17 år siden ordet Udkantsdanmark optrådte første gang i en dansk avis. Siden har begrebet skiftet betydning og er nu blevet synonym med alt det, vi engang kaldte landet. Begrebets negative ladning stigmatiserer en stor gruppe af den danske befolkning, der ikke har gjort andet end at bo uden for byerne, men hvorfor begyndte vi egentlig at sige Udkantsdanmark? 

Af Thea Berg Johansen (4. juni, 2015)

Forestil dig, at din adresse gav medierne ret til at fremstille dig og dine naboer som mennesker, der lever på kanten af samfundet. Forestil dig, at dit postnummer havde betydning for, hvordan andre opfatter din status i samfundet. Sådan er det for mere end en million danskere. De bor lige nu i områder, som er så stigmatiserede, at selvom de ikke geografisk er knyttet sammen, alle bliver samlet under et lidet flatterende begreb; Udkantsdanmark, et begreb der er produktet af politikernes retorik og journalisternes sammenklumpning i byerne.

Land vs. by

Diskussionen, om hvor det er bedst at bo, er gammel. Landboere og byboere er aldrig blevet enige om, hvem der har det bedst. I disse tider er der prestige i at bo i byerne, jo større, jo bedre, men sådan har det ikke altid været.

I slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet var det prestige i at bo på landet, andelsbevægelsen blomstrede, og man var stolt af at tilhøre en landboslægt.

”Dengang var det meget fint at bo på den fede jord på landet, og det var lavstatus at bo i en lusebefængt lejlighed på stenbroen,” fortæller Gunnar Lind Svendsen, der er professor ved Center for Landdistriktsforskning på Syddanske Universitet. Han har undersøgt, hvordan danskerne taler om landdistrikterne, og hans forskning viser, at vi aldrig talt så grimt om dem, som vi gør nu.

For enden af indkørslen holder en rød traktor med grabben fyldt med flækket træ. Bag rattet sidder Jan Willink og vinker. Han vipper træet ned i en allerede omfangsrig bunke på gårdspladsen.

Jan Willink er 64 år og iført T-shirt og arbejdsbukser, han bor sammen med sin kæreste på et nedlagt landbrug i udkanten af Hundborg, en by med 555 indbyggere, lidt uden for Thisted. Jan Willink, der er opvokset i Flensborg, havde altid boet i byer indtil han som 28-årig flyttede fra København til Thy.

I 70’erne rykkede mange unge fra byerne ud på landet, de drømte om at skabe et nyt samfund, hvor man boede tæt sammen og dyrkede jorden og fællesskabet.

”Vi troede virkelig, at det var fremtiden. Vi var en stor bølge af unge, der flyttede på landet, i kollektiver. Vi var sikre på, at det var begyndelsen på en ny tid,” forklarer Jan Willink. Men der gik ikke mange år før virkeligheden så anderledes ud.

”Jeg ved ikke, hvorfor det har ændret sig så meget, det er en gåde for mig,” siger han, ”måske var vi ikke flyttet så langt væk, hvis vi vidst det blev anderledes.”

Ifølge Gunnar Lind Svendsen var udflytningen fra byerne i 1970’erne en modreaktion på 1960’ernes industrialisering, men at modreaktionen ikke blev til drømmen om en ny verden, som Jan Willink og de andre håbefulde unge havde drømt om, skal måske findes netop i 60’erne og den nye terminologi, der fulgte med industrialiseringen.

”Den centraliserings-terminologi, som for alvor tog til i 60’erne, lever stadig i bedste velgående,” fortæller Gunnar Lind Svendsen, der mener at centraliserings-terminologien har været med til at skabe begrebet Udkantsdanmark.

Centraliseringen = kvalitet

I 2007 og 2008 gennemførte VK-regeringen fire reformer, der betød ændringer i det danske sundhedsvæsen, retsvæsen og i infrastrukturen. Kommuner blev slået sammen, amter blev til regioner og offentlige institutioner, sygehuse, politi og forvaltning blev samlet i store enheder. For at forsvare flytningen af arbejdspladser og velfærdsydelser fra de mindre byer satte regeringen lighedstegn mellem centralisering og kvalitet.

Den 7. september 2010 holdt daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen en tale ved et debatmøde i Struer og talen viser, hvordan regeringen dengang begrundede centraliseringen. Lars Løkke Rasmussen vidste, at deltagerne ved debatmødet, gerne ville tale om placeringen af et nyt sygehus, derfor indledte han sin tale med selv at tage emnet op.

”Jeg tager det fulde ansvar for, at vi har lavet en kommunalreform, som har forvandlet Danmark fra 272 til kun 98 kommuner. Jeg ved godt, at hvis man bor derude, hvor man var et sogn i en gammel kommune (…) så oplever man det som centralisering. Det ved jeg godt. Men jeg ved også, at det var rigtigt at lave en beslutning om, at lave et mere robust Danmarkskort.”

Citat illustrerer, hvordan Lars Løkke Rasmussen får sat lighedstegn mellem centraliseringen og ”et mere robust Danmarkskort”. Han taler altså centralisering op, men det betyder også, at han taler decentralisering ned. Han får blandt andet de små sygehuse til at se inkompetente ud:

”Jeg tager det fulde ansvar for, at det er en klog beslutning at lave færre sygehuse, som til gengæld kan noget mere. Hvor man er sikker på, at uanset om man bliver indlagt om morgenen eller om eftermiddagen eller om aftenen (…) så bliver man mødt af et professionelt personale og ikke en eller anden, der tilfældigvis har bagvagten den dag, og som faktisk ikke kan noget på egen hånd.”

Lars Løkke Rasmussen nævnte faktisk begrebet Udkantsdanmark i talen dengang i Struer. Han sagde, at han ikke kunne lide det udtryk, men ikke desto mindre mener Gunnar Lind Svendsen, at Lars Løkke Rasmussen og andre politikere har en andel i, at vi taler så nedladende om landdistrikterne.

Gunnar Lind Svendsen mener, at den retorik, der taler centralisering op, gennemsyrer hele det politiske Danmark i dag, også mens Helle Thorning-Schmidt har været statsminister, og at den centraliseringsvenlige retorik er smittet af på medierne.

I 2010 blev Udkantsdanmark det næstmest brugte nye ord i de landsdækkende dagblade, kun overgået af WikiLeaks, og det blev brugt i næsten 50 procent af alle artikler, der handlede om landdistrikterne.

Udkantsdanmark har ikke altid ligget på landet

Første gang begrebet Udkantsdanmark blev brugt i dansk journalistik var i 1998 i en anmeldelse af teaterstykket Nero. I stykket har tre unge mennesker isoleret sig i et voldeligt fællesskab i en lejlighed på Nørrebro. Anmeldelsen ”Udkantsdanmark på Det Kongelige” , der blev brag i Berlingske Tidende i april 1998, bruger begrebet Udkantsdanmark som et socialpsykologisk begreb med betydningen; et afstumpet og voldeligt fællesskab.

Dengang havde Udkantsdanmark altså ikke noget at gøre med at bo på landet, det havde noget med sociale forhold at gøre, og man kunne sagtens leve i Udkantsdanmark, selvom man boede på Nørrebro.

Men siden begyndte begrebet at hæfte sig mere og mere på sted. Den psykologiske dimension; afstumpethed, isolation og taberagtighed, og den geografiske dimension; at bo langt fra byen, blev kogt sammen i et begreb, der kom til at dække både folk, der bor i bestemte geografiske områder og folk, der lever på kanten af samfundet. På den måde sætter begrebet Udkantsdanmark lighedstegn mellem bestemte postnumre og en bestemt social gruppe.

”Det er ikke så fint at bo i København, som det er at bo i New York, men det er finere end at bo i Tønder,” siger Gunnar Lind Svendsen, det påpeger at vores postnummer for alvor er blevet en vigtig identitetsmarkør de seneste år, og at begrebet Udkantsdanmark kun er med til at holde fast i, at det er bedre at bo i byen end på landet.

 En frygtelig hjemstavn

Når debatten om Udkantsdanmark har raset bliver skønlitteraturen ofte bragt på banen. Forfatteren Erling Jepsen, der blandt andet er kendt for romanen Kunsten at græde i kor, er en af dem, der eftersigende skulle have smidt brænde på udkantsbålet.

”Jeg kan godt lide at sætte tingene lidt på spidsen, derfor er jeg begyndt at kalde det Afgrundsdanmark,” siger Erling Jepsen, der sidder i sin lejlighed i København og griner af sin egen formulering. Erling Jepsen holder meget af sin hjemstavn, Sønderjylland, men han er bange for, at udviklingen vil smadre det Sønderjylland, han kender, men hvorfor skriver han så så grimt om det?

”Jeg er interesseret i at ruske op i politikerne i København, få dem til at gøre noget ved det,” siger Erling Jepsen, der mener, at det er helt bevist, at politikerne skruer ned for provinsen og han er bange for, at befolkningen i landområderne bliver tabt på gulvet. Han er derfor glad for, at hans skræmmebilleder af livet på landet er med til at sætte fokus på, at man skal tage hånd om områderne, for så længe man taler om landdistrikterne, er man med til at holde liv i dem.

”Det er godt, at der er plads til begge dele, mine mareridtsagtige skræmmebilleder og de andre mere positive skildringer af Udkantsdanmark,” siger forfatteren, ”vi kan ikke undvære hinanden.”

Den medieskabte udkant

De landsdækkende aviser og DR og TV2 har hovedsæder i landets største byer, og der er mange gode grunde til, at de har placeret sig der, hvor der bor mange mennesker. Men når halvdelen af alle danske journalister bor i Københavnsområdet kan det betyde, at de ikke opdager, at de skriver ud fra et center-periferi-verdenssyn. Et verdenssyn, hvor byerne er det vigtige centrum, og hvor landdistrikterne er gået totalt i stå og ikke bidriger til samfundet.

Ifølge teorien om social identittet, der første gang blev formuleret af Henry Tajfel og John Turner, har de mennesker, vi omgiver os med stor betydning for, hvordan vi opfatter os selv, og der med også andre. De grupper vi er sammen med i vores daglige liv former vores identitet og vores opfattelse af verden, derfor er det svært for en journalist, der bor i København og arbejder sammen med en masse andre, der bor i samme by, at opdage, at man er begyndt at skrive og tale stigmatiserende om en anden gruppe mennesker. For når man sjældent møder en, der bor i Thy, er det nemt at glemme, at han måske ikke ser verden på sammen måde, som man selv gør.

Sociolog og geograf Doreen Massey har beskæftiget sig med, hvordan mennesker oplever geografiske steder, og hun peger på at journalister i høj grad er med til at skabe den opfattelse, vi har af bestemte steder. De værdier vi knytter til et geografisk område, som for eksempel at Sønderjylland ligger mellem den tyske grænse og Kongeåen, og at alle sønderjyder elsker brødtort, er i høj grad skabt af de medier og forskere, som igen og igen skriver om stederne. Derfor er ordbrugen i medierne helt essentiel for, at man i den danske befolkning er begyndt at tale om et Udkantsdanmark.

På DR har man tidligere besluttet ikke at bruge bestemte ord i nyhedsstrømmen, fordi de fremmer en bestemt politisk diskurs. I februar 2013 valgte man for eksempel at forbyde brugen af ordene ”fjumreår” og ”cafépenge”, fordi de favoriserede en bestemt opfattelse i debatten om uddannelse, og nu har de gjort det samme med Udkantsdanmark.

Martin Kristiansen, der er sprogredaktør for DR, fortæller, at han sammen med DR’s direktion har besluttet, at ordet Udkantsdanmark ikke skal bruges af DR’s journalister, hvis man i stedet kan bruge et ord som provins eller landbokommuner.

”Vi vil ikke selv bruge ordet, men vi kan ikke komme uden om at citere politikere og andre som bruger det, men så må vi skrive; det såkaldte Udkantsdanmark eller det nogen kalder Udkantsdanmark,” siger Martin Kristiansen og giver et bud på, hvorfor journalisterne er glade for at bruge begrebet.

”Journalister kan godt lide ord, der kort og hurtigt beskriver en problemstilling eller et geografisk område, og det gør Udkantsdanmark.”

Gunnar Lind Hansen har længe eftersøgt et mere neutralt sprogbrug, når vi taler om problemerne i landdistrikterne, for der er problemer, det benægter han ikke.

”Det nytter heller ikke at skøntale det, det skaber ikke flere arbejdspladser. Det handler om respekt, det handler om ikke at fordømme folk på grund af deres postnummer,” siger Gunnar Lind Svendsen.

Alle dem på kanten

Der er ikke nogen klar afgrænsning af, hvad der er Udkantsdanmark, og hvad der ikke er, men hvis man kigger på, hvad man i skatteministeriet har kategoriseret som udkantskommuner, her har center-periferi-tankegangen også sneget sig ind, så får man et nogenlunde billede. I 2014 boede der 1.015.136 mennesker i de kommuner.

Jan Willink sidder ved spisebordet i sin stue, derfra har han udsigt over Hundborg Mose, hvor man i klart vejr kan tælle hele 25 vindmøller. Her vil han gerne side i mange år endnu og nyde udsigten, han agter nemlig at blive boende på sin gård ved Hundborg så længe det er fysisk muligt, men han vil gerne have lov til at bo der, uden at blive opfattet som en andenrangs borger, som han siger; ”Jeg blev hammervred, første gang jeg hørte ordet Udkantsdanmark. Det er en stempling af alle os der bor på landet.”